Og pludselig var det hele slut...

Jeg beklager at min "dækning" af COP 16 sluttede lidt brat - efter den første uges forhandlinger måtte jeg flyve hjem for at komme til en eksamen i Århus og havde derfor meget lidt tid til at følge med i udviklingen i Mexico. Størstedelen af min delegation er stadig i Cancun og knokler derud af, mens klimatopmødet lakker mod enden.
Hvis I fortsat er interesserede I at følge med i forhandlingerne og få en fornemmelse af, hvad det hele ender med, vil jeg anbefale jer at kigge på disse to blogs:

Klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Mattias Söderberg

Klimaredaktør på Mandag Morgen, Per Meilstrup

Derudover kan I fortsat se billeder, video og andre indslag fra vores delegation her.

Tak til dem, der læste med!


Et billede fra en af mange happenings i messecenteret i Cancun: et "carbon trading market", arrangeret af de ungdomsdelegerede med sloganet "You are selling our future" - det en henvisning til virkelighedens salg af CO2-kvoter. Is, ø-staten Tuvalu, indfødte befolksningsgrupper og selve kloden var nogle af de ting der var på tilbud i et "last minute offer." I vores stand solgte vi tid og det var rigtig billigt, for det er på ophørsudsalg!

En historisk dag for ungdommen på COP

I dag oprandt dagen hvor artikel 6 i klimakonvention (under den del der kaldes SBI -Subsidiary Body for Implementation) skulle på forhandlingsbordet. Rammerne var et møde i en såkaldt "contact group" og det betyder, at der ville være mulighed for at nå frem til en beslutning, som senere kunne fremlægges for først SBI og derefter selve COP'en, som så skal godkende eller afvise forslaget. En af forhindringerne for at nå til enighed var tidsrammen for mødet - kun 90 minutter havde forhandlerne fra hele verden til at blive enige!

I modsætning til rigtig mange andre forhandlinger var dette møde, som noget helt særligt, åbent for civilsamfundet og derfor mødte vi selvfølgelig talstærkt op, for at få afgjort skæbnen på det udkast vi har arbejdet på hele ugen. Jeg havde på forhånd forventet at det meste af mødet ville blive tørt og forholdsvis uforståeligt for mig, men det jeg blev overrasket! Selve artiklen var et to sider langt dokument, som skulle gåes igennem fra ende til anden. Er der nogle, der har invendinger mod dele af teksten sættes denne i parantes, og man diskuterer så frem og tilbage, indtil man finder frem til om denne den skal blive, slettes eller omformuleres.


Med lidt god vilje kan I på dette billede se hvordan man forhandler sig frem til ordlyden af de aftaler man indgår.


Der var faktisk bred enighed om det meste i teksten fra starten, men den kvindelige forhandler fra USA kom igen og igen med indvendinger, som forhindrede at arbejdet kunne skride fremad. F.eks. mente hun at en paragraf, der handler om mangel på finanser til at realisere indholdet af artikel 6 (uddannelse mm)skulle hedde, at dette problem fandtes i alle lande og ikke bare ulandende. For som hun sagde:

"As you might have heard in the news, the United States are also facing som financial problems!"

Kompromiset blev til sidst at skrive: "...for all parties, in particular the developing countries." Den næste paragraf der voldte problemer var en sætning om, at deltagelsen ved klimapolitiske forhandlinger, så som FN's klimatopmøder, skal være balanceret i forhold til alder, køn og etnicitet. Repræsentanten fra EU mente at dette skulle være FN's ansvar og ikke de enkelte landes, mens USA synes at det var et alt for omstændigt forslag, og derfor skulle man bare slette hele linien (!).

Repræsentanten fra Gambia, som ledede mødet og derfor havde det sidste ord syntes, at det var for stort et emne at tage med under en enkelt artikel - sammensætningen af COP-deltagere skulle afgøres på højere niveu. Således røg befolkningsgrupperne kvinder, unge, oprindelige befolkninger og grupper fra civilsamfundet ud af teksten, med et enkelt tryk på deleteknappen! Meget hurtigt løb tiden fra forhandlerne og i al hast måtte de klare de sidste paranteser. Resultatet af mødet blev, at udkastet blev vedtaget - og selvom enkelte af de paragraffer vi synes er væsentlige røg ud, er det en kæmpe sejr, som vi slet ikke havde turdet håbe på.

Bernadette, vores delegations leder og WAGGGS' advocacy-ekspert beskrev bagefter forhandlingerne sådan her:

"Jeg havde det som om, at jeg så en fodbold kamp. Kampen varede 90 minutter og bolden blev ved med at blive spillet frem og tilbage mellem de to banehalvdele. Da tiden var ved at løbe ud tænkte jeg for mig selv "kom nu, kom nu!" - og endelig, i den forlængede spilletid, blev de enige og udkastet kom i mål"

Og således kan noget så tørt som en artikel i en klimakonvention pludselig blive rigtig, rigtig spændende.

Et udsnit af delegationen kaster Artikel 6-håndtegn: A i højre hånd og det kinesiske håndtegn for 6 i venstre. Så nørdet kan man blive i løbet af en uge!

Se her hvad Ben fra arbejdsgruppen for Artikel 6 siger om dagens resultat:

Lobbyarbejdet er i fuld gang

En meget stor del af det, at være til klimatopmøde handler om lobbyarbejde - i bund og grund er det det, vi allesammen er her for. I vores delegation har vi to policy-arbejdsgrupper som i starten af ugen udviklede en politik på hver deres emne og nu bruger alle deres kræfter på at få politikerne med på vores politik, så vores forslag kan ende i den endelige tekst.

Vores politik om kvinder og klima
Den ene arbejdsgruppe arbejder på linket mellem kvinders rettigheder og klimaforandringer. Syv ud af 10 af verdens fattigste er kvinder og det er dem, der rammes aller hårdest af klimaforandringerne. Det synes vi skal anerkendes i klimaaftalen, f.eks. ved at der afsættes penge til projekter som støtter kvinder i ulandende og gør dem i stand til at overleve under de nye vilkår klimaforandringerne giver dem. Undersøgelserne viser nemlig, at man får størst resultat for bistandskronerne, hvis man invisterer i kvinderne i et lokalsamfund.


Én måde at forsøge at få indflydelse på, er at lobby politikerne. En anden er, at optræde i medierne - det gør vi ret meget!

Vores politik om uddannelse
Den anden gruppe arbejder med en politik omkring artikel 6 i klimaaftalen - det er en artikel, der handler om uddannelse, og da spejderbevægelsen er en af verdens største udbydere af det man kalder "non-formal education" er vi meget interesseret i at dette oprioriteres i forhandlingerne. Uddannelse - både i skole og i ungdomsforeninger - kan være med til at lære børn og unge over hele verden at håndtere klimaforandringerne og derfor er det vigtigt.

Et møde med ministeren
Og hvordan får man så den officielle danske delegation med på vores idéer? En metode er at løbe ind i Klima- Energi- og Ligestillingsminister Lykke Friis helt tilfældigt og sætte et møde i stand - det var den taktik vi valgte!

Således troppede min danske meddelegerede Trine og jeg op i den fjerneste ende af Moon Palace, hvor politikeren og hendes to medarbejdere havde bedt os mødes. Det viste sig at stedet her er temmelig stort - jeg tror vi gik igennem næsten 2 kilometers laksefarvet golf resort før vi kom frem! Da vi nåede frem til stedet - en restaurant på strandkanten med tilhørende pool - var ministeren optaget af et møde med nogle kinesere nede på stranden - men det fik hun heldigvis hurtigt afsluttet, så hun kunne komme op og snakke med os.


Lykke Friis var vild med vores t-shirts med et citat fra COP 15 - så vi gav hende venligst lov til at tage dette billede med os... :)

Ja, jeg har jo selv været spejder...
Vi havde et meget afslappet og hyggeligt møde med Lykke Friis og hendes to medarbejdere, hvor vi fik god tid til at fremlægge vores synspunkter. Det virkede til at de alle var ret overraskede over, at vi kom her som spejdere og rystede policy papers ud af ærmet!
Vi brugte en del tid på at forklare vores forslag til artikel 6, fordi netop denne artikel skal på forhandlingsbordet i morgen formiddag. Ministeren vidste ikke lige hvad artikel 6 var (den slags har hun folk til - hele 75 forhandlere, embedsmænd osv. er der i den danske delegation!), men hun var helt klart med på de pointer vi har i vores politik. Som hun sagde: "Jeg har jo altid sagt, at de evner jeg har indenfor ledelse er grundlagt i min tid som spejder." Hun lovede at bringe vores policy-paper videre til den ansvarlige dansker, og forhåbentligt tager han det med til forhandlingerne i morgen.

På samme måde har de andre piger fra vores delegation haft møder med deres officielle delegerede, så der nu er forhandlere fra et bredt udsnit af hverden.
som alle er blevet præsenteret for den samme politik. Sådan foregår det altså helt konkret, når vi prøver at få indflydelse på forhandlingerne hernede!

Når de gamle ikke kan blive enige – og de unge heller ikke kan!

Vi startede dagen i dag med en ud af flere actions, i anledning af The Young and Future Generations Day.Alle de ungdomsdelegerede var i dag klædt i ens blå t-shirts med denne tekst skrevet på ryggen:

”You have been negotiating my whole life. You cannot tell me you need more time”

Citatet er fra sidste års topmøde og er sagt af en 17-årige pige fra Solomon-øerne – et af de steder, hvor den stigende vandstand virkelig truer.
Iklædt vores fine t-shirts stillede vi os kl. 8.00 i to lige rækker på det sted, hvor alle de officielle delegerede (det vil sige dem, som forhandler) skal forbi om morgenen for at komme til konference centeret. Vi stod der, uden at røre os eller tale (citatet taler for sig selv) i en time og heldigvis stoppede flere af politikerne op og læste vores budskab. En sagde ”Civil society, heh? I’m on your side!” og flere andre gav et hurtigt ”well done”, før de skyndte sig videre.´




Hvilket sprog skal vi egentlig tale her?
Efter denne aktion hastede jeg til et møde i YOUNGO – det er det organ, der samler alle ungdomsdelegationerne (så som vores) og hvor alle beslutninger om hvad vi gør og ikke gør tages. Det var første gang jeg deltog i dette møde (som finder sted hver dag) og desværre blev det et eksempel på, hvor omstændig den demokratiske proces kan være: Vi brugte halvanden time på, at diskutere hvor vidt disse møder skal foregå på engelsk eller spansk! Det er et ”ømt” emne, fordi en af vores mærkesager her på COP’en er, at FN’s proces skal være inkluderende – dvs. at folk i forskellige aldre og forskellige nationaliteter skal have mulighed for at deltage – det er især vigtigt for os, at vi unge bliver hørt (fordi vi repræsenterer fremtiden), at der kommer flere kvinder med ved for handlingsbordet og at folk fra udviklingslandende ikke holdes uden for indflydelse. Og hvordan sikrer vi så denne diversitet ved vores egne møder?

I hvert fald ikke ved, at det hele foregår på engelsk med oversættelse til spansk, for det ville de delegerede fra de latinamerikanske lande (som der naturligvis er mange af, da mødet foregår i Mexico) ikke acceptere. Efter megen diskussion frem og tilbage blev kompromiset, at mødet ledes på engelsk hver anden dag og spansk hver anden dag, med oversættelse af alt. Hvis vi kan bruge halvanden time på at nå frem til den konklusion er det måske ikke så mærkeligt, at verdens lande stadig ikke er nået til enighed efter 16 års klimaforhandlinger?

Happy Young and Future Generations Day!

Jeg er desværre håbløst bagud med at skrive på denne blog - vi er allerede 4 dage inde i topmødet! Dels er det svært at få tid til, fordi vi arbejder med vores opgaver i delegationen døgnet rundt, dels har internettet været nede i næsten hele Cancun i halvanden dag - ikke super smart, når man har et topmøde med 18.000 internethungrende deltagere kørende!

Jeg håber dog, at det lykkes mig at bringe både billeder og tekst fra i dag - i dag er det nemlig Young and Future Generations Day. Det vil sige, at vi i dag sætter fokus på nødvendigheden af vores (de unges) tilstedeværelse i forhandlingerne. Det er os, der kommer til at lave med konsekvenserne af de beslutninger der bliver truffet i dag - ikke de gamle mænd i jakkesat som tager dem - og det bliver vi nødt til råbe op om, hvis det nogensinde skal ændre sig. Derfor er dagen dedikeret til os, og måske endnu vigtigere: til fremtidens generationer.


Suzeth fra Honduras tjekker dette års "Young and Future Generations Day" T-shirt ud.

Føste dag på COP'en!

Et udsnit af delegationen fra henholdsvis Danmark, Zambia, Costa Rica, Honduras og Australien.

Efter en givende weekend paa Conference of Youth blev det mandag og FN's 16. klimakonference kunne begynde.

Vi sprang spaendte ombord paa en bus gaar i morges kl. 8, saa vi var klar til at deltage i dagens foerste moeder ved nitiden. Hvad vi ikke havde forudset var, at det tog naesten tre timer at koere de 15 km ud til konferencen, pga. koe paa vejen. Ret frustrerende at sidde der og vente, naar man synes at ens tilstedevaerelse i konferencecenteret er af stoerste noedvendighed - men som den flinke mexicanske trafikvagt sagde: "I morgen har vi mere erfaring, saa kan det vaere at trafikken glider lettere." Ja, lad os da haabe det.

Goddag minister
Klimakonferencen finder i aar sted paa to forskellige lokationer: I Cancun Messe har de forskellige deltagende NGO'er og lande en udstillingsstand og det er her alle de spaendende side events - dvs. foredrag, paneldebatter, actions og happenings finder sted. Med andre ord er dette den farverige del af COP 16. Selve forhandlingerne foregaar i Moon Palace - et GIGANTISK golf resort med udsigt til den mexicanske golf, 5 km fra messecenteret. Det er her alle jakkesaettene render rundt - f.eks. den danske delegation med Lykke Friis i spidsen, som jeg tilfaeldigvis stoedte ind i i gaar (hun havde dog ikke jakkesaet paa...)

Solnedgang over Cancun

Mit foerste besoeg paa et golf resort
Jeg vil sige det saadan, at skulle jeg laeege mig med halsbetaendelse en af dagene har det naesten vaeret turen vaerd bare at opleve stedet Moon Palace:
Efter at have koert ned af en lang allé med figurklippede buske paa begge sidder kommer man til en kaempemaessig laksefarvet bygning, omgivet af palmer og springvand. Herfra gaar man ind i en hall, hvor rulletrapper foerer op til foerste sals-plateauet, som straekker sig ud under et loft af glasmosaiker og lysekroner. Herfra gaar man saa forbi et par restauranter og en butik, der saelger aegte taepper og ender paa en terasse, hvorfra du kan springe i en hel labyrint af swimmingpools, eller bare laegge dig paa en strandstol og nyde en iskold Mojito - alt sammen med udsigt til den mexicanske golfs isblaa vand. Tak til FN fordi de har valgt at laegge topmoedet her!

Sikkerheden er i top i Mexico - i hvert fald lige her...

Efter alt det jeg har hørt om kriminalitet og narko-krig i Mexico havde jeg sådan set forventet at blive beskudt, allerede når jeg steg ud af flyveren i Cancun.
Det skete naturligvis ikke - og faktisk er atmosfæren her på i palme-byen overraskende afslappet. Det skyldes selvfølgelig, at vi befinder os i en turistby langt fra kriminalitetens centrum i Mexico City og oppe nord på, men de barske realiteter trænger sig alligevel på engang i mellem. For eksempel fortalte Fatima - en mexicansk pige fra min delegation - den første dag vi var her,
at hun ikke havde nået at forberede den workshop hun skulle afholde på COY. Hvorfor? Fordi hendes fætter, som var politimand, lige var blevet skudt og dræbt i narko-krigen. Hvad svarer man så?

Udsigt fra et busvindue på vej til konferencen.

Der er dog ingen tvivl om, at sikkerheden under COP'en er i top. På strækningen fra vores hostel til konferencecenteret er der store militærkøretøjer linet op med passende afstand og du fristes absolut ikke til at køre for stærkt, for de har maskingeværer, der peger direkte imod dig! Derudover er der selvfølgelig politibetjente med skudsikre veste, hjelm og store skjolde klar rundt omkring, i fald vi skulle begynde at kaste med brosten. Det er bare temmelig svært at opstøve en brosten her på strandbreden af Mexico...

Hvordan forbereder man sig bedst til at forsøge at redde verden?

"Conference of Youth" er et godt bud! Conference of Youth er tre dages konference forud for klimatopmødet, hvor ungdomsdelegerede fra hele verden mødes og i fællesskab forbereder sig til de næste 14 dages arbejde. I år foregår det på universitetet i Cancun, ligesom det sidste år fandt sted på Københavns Universitet. På konferencen bliver der lagt strategier for ungdommens fælles front - dvs. at vi vedtager hvilket motto vi vil arbejde under, hvad vores politik er på forskellige områder, planlægger diverse aktioner og overdrager erfaring fra gamle til nye COP-deltagere. COY er tre intensive dage med møder og workshops, hvor man blandt andet har mulighed for at blive klogere på lige netop den del af det enorme emne "klima" man er interesseret i. I dag tog jeg for eksempel til et foredrag om handel med CO2-kvoter og fandt ud af at.... Ja, mest af alt at det er et enormt kompliceret emne, som jeg aldrig nogensinde bliver ekspert i!


Universidad del Caribe - her kan vi da vist godt vænne os til at være...


Ubalancen
Nøjagtigt ligesom sidste år har det været en kæmpe oplevelse at deltage i COY. Forestil dig at spise din frokost(-tortilla) i selskab med unge fra alle jordens kontinenter! Nogle har oplevet klimaforandringernes barske konsekvenser på egen krop (det gælder især dem, der kommer fra de lavtliggende ø-stater) og andre kan - som mig - læne mig trygt tilbage i sædet, med visheden om, at de ændrede vejrforhold sandsynligvis aldrig kommer til at koste mig mit hjem. Desværre er os fra de udviklede lande klart i overtal - dem, som det hele går ud over har af gode grunde ikke råd til flybilletten herover...


Kenya møder Australien møder Puerto Rico... Blandt de 300 deltagere på ungdomskonferencens første dag var Miriam fra vores delegation den eneste fra Afrika! Det betyder, at hun alene skal repræsentere ungdommen fra hele det afrikanske kontinent. Lad os håbe, at der snart dukker nogen op, til at hjælpe med at løfte den opgave...


På cykel fra Alaska
På trods af vores forskellige hudfarver, hårtyper og sprog drømmer alle os, der har taget vejen til Cancun i bund og grund om at sætte en stopper for klimaforandringerne (det er et stort projekt, I know!) og det er det, som
gør det så inspirerende at være med. Når trætheden i løbet af den næste uge overvælder mig, på grund af møder til langt ud på natten, kan jeg trøste mig med, at jeg trods alt ikke har cyklet hele vejen herned. For det har fem amerikanere fra Alaska, som jeg mødte i dag på COY rent faktisk!


Gruppen her fløj fra USA til Danmark sidste år, for at deltage i COP 15. Siden har de haft så dårlig (CO2)samvittighed, at de denne gang tog cyklen de mange tusind kilometer. Ingen af dem har nogensinde dyrket langdistance cykling.

Velkommen til COP 16

I 2008 var jeg på studietur til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp. Her så jeg nogle af klimaforandringernes konsekvenser med egne øjne og det var en skræmmende oplevelse. Dette og meget andet har motiveret mig til at deltage i FN's klimatopmøde for anden gang og i år går turen til Mexico. Her er jeg en del af en international delegation, der repræsenterer World Associtation of Girl Guides and Girl Scouts - en verdensomspændende organisation med 10 millioner kvindelige medlemmer i 145 lande.

Ankomst
En fugtig mur af varme og en ivrig flok taxachaufførrer med 'special price for you' var hvad der mødte os, da vi torsdag aften, mexicansk tid, landede i Cancun.
Dette turistparadis, af kridhvide strande og koralblåt hav, på Mexicos yderste øst-spids, danner rammen om FN's 16. klimatopmøde.
Scenen er noget anderledes end da jeg deltog ved klimatopmødet sidste år. Først og fremmest er temperaturen højere og forventningerne lavere.
Da regeringsoverhoveder fra alle verdens lande mødtes i Bella Centeret sidste år, var der en udbredt tro på, at tiden var inde til en fair, ambitiøs og
bindende aftale. Men forhandlingerne faldt på gulvet med et brag og vi måtte alle rejse skuffede hjem.

Dette års agenda
I år er der ingen forventning om at opnå en bindende aftale. Årets klimatopmøde fungerer i højere grad som forberedelse til COP 17: En hel masse detaljer skal på plads, før politikerne mødes i Sydafrika næste år og forhåbentligt når til en eller anden form for enighed.

Det betyder dog ikke at vi - alle os, som er her for at repræsentere civilsamfundet -kan ligge på den lade side. Der venter mest lige så meget arbejde som sidste år,
hvor vi knoklede døgnet rundt for at gøre os synlige og forsøge at påvirke forhandlingerne. Vi glæder os til at trække i arbejdstøjet endnu engang!